Vinterbadeforening Havgys

Lokal støtte til

det kolde gys

Det kolde gys med en dejlig varm afslutning er kommet et stort skridt videre for de glade vinterbadere i den nordlige del af Syddjurs Kommune efter, at den nystiftede vinterbadeforening Havgys har modtaget to gange 5000 kroner i etableringsstøtte fra Distriktsrådet og Landsbyklyngens Styregruppe. Støtten skal bruges til bygningen af en mobil sauna, der til næste vinter skal opstilles ved Rugaard Strand.

Med en brændefyret sauna i strandkanten bliver der mulighed for at ryste isen af sig efter de kolde dyk i Kattegat, og foreningens arbejdsgruppe er i øjeblikket ved at få udarbejdet arbejdstegninger til den mobile varmekasse, der skal bygges af bæredygtige materialer og med lokal arbejdskraft.

Havgys, der blev etableret på lokalt initiativ på den stiftende generalforsamling i januar, er åben for alle der har lyst til at nyde vinterbadningens evne til at give velvære og samle folk på tværs af sociale og kulturelle skel. Har du lyst til at være vinterbader eller blot vide noget mere om Havgys, så tag kontakt til foreningens formand Lotte Hansen på lilohansen@hotmail.com